Døde kan danse som levende kan elske

Du taler om at danse.
Skelettet der svajer og bøjer sig
over en kiste af glas.
Du taler om døden.
At drukne i egne tårer
i en kiste af hvidt porcelæn.
Taler du også om håbet?
Om øjne der vandrer så ufortrødent
af andre veje
i viljen for at mødes til sidst
under hvælvingen af vores himmel?
Du vil ses
og jeg ser dig
som en skyggeerindring
om det der var så fint engang.
Ja, vi er børn
det kan nås endnu.
Jeg lægger mig ind i din kiste
her kan de døde vækkes med et kys.
Kommer du
eller danser du videre
og væk?

styska se mi po tobe

om kap

Du følger mig på vej
blå, som din stemning om morgenen.
Du ser ikke på mig.
Dine øjne er som to gyldne kloder
Nej, siger du, de er brune.
Verden kaster skygger på en himmel som vores
hvor regnen drypper fra indersiden af vores tøj
og tårer genfødes som ord og streger
på vores hemmelige mødesteder.
Verden kaster skygger
fordi vores hjerter
prøvende stråler om kap
med livets hastighed.

My thoughts leads me often to you today. I see you walk in sunny streets, with a whole world inside you. Eyes with deep glowing warmth. A chest full of love and a stomach as an abyss with room for the entire dark ocean and trembeling emotions. Legs and arms strong of will and ambition to climb steep mountains and tenderly hold me. Hands with such an amount of artistic spirit that they can create drawings in the air, on my skin and on paper that can amaze me and make me cry. A beautiful profile carving the line in between the truth of the sacred in closeness and distance. A mouth that tells me words and stories that entangle me in the magic on where i walk the same streets besides you today in my thoughts.

Efter du gik og før du kom tilbage

Sommetider undrer jeg mig over
hvad dit ansigt udtrykker
i de øjeblikke hvor vi går hver til sit.
Det ansigt lever videre i mig, forandrer mig
som en maske jeg selv tager på.
To historier af troskab
parallelforskudte og til tider tangerende vanvid
når vores verdensbuer får os til at se
kvadratet med forstørrede vinkler
fra cirklens evigt udskubbende centrum.
En kærlighedshistorie
som vi begge skræmmes over
af periferiens opblæsthed.
Sommetider undrer jeg mig også over
hvad dit ansigt udtrykker
i de øjeblikke hvor vi igen mødes.
Og om du genkender mig
selvom det er dig jeg bærer på mit ansigt.

Windprints